Håndter din egen vrede over for dit barn

Hvorfor bliver vi vrede?

Mennesker og pattedyr har deres instinkter til fælles. Registrerer mennesker såvel som pattedyr, at der er fare på færde, vil deres reaktioner falde i tre forskellige kategorier: De vil flygte, fryse eller angribe.

Uanset om vi får impulsen til at flygte, fryse eller angribe, hænger det sammen med, at en lille del af vores hjerne er blevet alarmeret, nemlig amygdala. Det er en slags alarmstation i hjernen. Uden den ville vi ikke kunne føle frygt. Så snart vi har registreret, at der er fare på færde, sendes et signal til amygdala, som igen aktiverer hele det sympatiske nervesystem.

Adrenalin udskilles fra binyrerne og suser ud i blodbanerne. Det får blodet til at pumpe rundt i hele kroppen, musklerne til at stramme op, så jeg er klar til enten at løbe eller kæmpe for livet. Adrenalinet forstærker samtidig din følelse af vrede og irritation, da det er funktionelle følelser i en kampsammenhæng. Det er intet mindre end genialt.

Tankernes magt

Vores tanker spiller en afgørende rolle for, hvorvidt vi kategoriserer noget som farligt eller ej. Hvis et andet menneske går ind i mig på fortovet, er det afgørende, om jeg fortolker det, som om personen gjorde det med vilje eller blot snublede.

Fortolker jeg, at det var overlagt, vil jeg med det samme registrere det som et angreb, og mit trusselssystem vil blive aktiveret. Mine tanker vil sende et signal til amygdala, som vil motivere mig til at angribe personen eller tage benene på nakken. Forestiller jeg mig, at det var et hændeligt uheld, vil jeg ikke se det andet menneske som en trussel, og der vil ikke være nogen grund til at angribe eller flygte.

Kategoriseringen og fortolkningen af mine indtryk er med andre ord afgørende for min reaktion. Tilskriver jeg på samme måde min søn Haralds adfærd negative, manipulerende eller aggressive motiver, vil det på samme måde være brænde på bålet for min amygdala. Derfor spiller kategoriseringen af andres adfærd en væsentlig rolle for min reaktion: De fortolkninger, vi har om, hvordan vi selv og vores børn burde være, og hvilke motiver, vi forestiller os, ligger til grund for vores børns adfærd.

“Tanker er lidt ligesom stoffer”

Fortolkninger er tanker. Tanker er lidt ligesom stoffer. Er vi under indflydelse af en særlig tanke, vil den påvirke vores følelser og vores adfærd. Derfor vil jeg i resten af indlægget snakke om tanker som ”tankepiller”. For ligesom piller er noget, vi kan tage eller lade være, kan vi også bestemme os for, hvilke tanker, vi vil indtage.

Indtager vi den tankepille, at vores børn bevidst er ude på at manipulere med os, eller, at de gør noget, fordi de er dumme eller dovne, vil det oftest gøre os mere vrede, end vi er i forvejen. Fordi vi forestiller os, at det er noget, de gør overlagt. Forestillingen kan være rigtig eller forkert. For nuværende er det ligegyldigt.

Det væsentlige er, at den oplevelse, at vores børn bevidst modarbejder os, gør os utrygge. Utrygge fordi vi som forældre ved, hvor vigtigt det er, at barnet lytter til os, at vi har styringen, da vi oftest ved bedst. I det øjeblik utrygheden melder sig, kan vi enten fryse, flygte eller angribe (blive vrede). Så snart jeg har en forestilling, barnet ikke lever op til, vil frygten melde sig.

Neurale glansbilleder

Disse forestillinger kalder jeg ”neurale glansbilleder”. Vi har alle sammen forskellige og mere eller mindre bevidste glansbilleder af vores børn. Vi har alle forestillinger om, hvad vores børn burde eller ikke burde. Du burde ikke blive SÅ ked af det, SÅ frustreret, SÅ vred, brokke dig SÅ meget. Du burde høre efter, spise pænt, hilse, hjælpe mere til. Vi har alle mulige forestillinger om, hvad vores børn burde. I det omfang, hvor vores børn ikke lever op til de forestillinger, vil det ofte udløse vrede.

Ofte blev min vrede mod min søn Harald udløst i forbindelse med overgange. Hvis vi eksempelvis skulle ud ad døren. Her kunne glansbilledet have set nogenlunde sådan her ud: Harald er glad og munter. Halvt syngende giver han sin lillesøster et kys på kinden, er så opstemt, at han ikke kan være i sin egen krop, så han bliver nødt til at hoppe lidt på stedet: ”Så skal vi af sted, far! Skønt! Skal jeg selv tage min taske? Nøj, jeg glæder mig til at komme af sted, jeg kan næsten ikke vente!”.

Helt så poleret behøvede det nok ikke være, selvom det havde været skønt. At han overkom overgangen uden protester, havde nok været tilstrækkeligt. Men det var ikke det, der skete.

Harald protesterede gevaldigt og var alt andet end en blid lille engel. En af de hovedsagelige grunde til, at vores vrede opstår, skal findes i den uoverensstemmelse, der opstår imellem vores indre glansbillede af, hvordan vores børn burde være, og hvordan de er i virkeligheden. Når de ikke lever op til den forestilling, bliver vi først og fremmest utrygge. De fleste af os når ikke at mærke den utryghed, men mærker med det samme vreden.

Vores opfattelse af børnenes motiver

Udover det neurale glansbillede vores børn ikke lever op til, kan vi tillægge vores børn motiver, som i den grad er benzin på bålet for vores amygdala. Hvis Harald ikke tog sit eget tøj på, selvom jeg havde bedt ham om det mange gange, kunne jeg tillægge ham følgende negative motiver: ”Han tester mig, han gør det for at irritere mig, han tager sig med vilje ikke sammen, han vælger bevidst ikke at lytte til mig.”

Det værste en kaptajn kan forestille sig, er et mytteri. Indimellem kan vi forældrekaptajner tro, nogle gange med rette, andre gange ikke, at vores børn er i gang med et bevidst mytteri. Hvis jeg er under indflydelse af den forestilling, at Harald er i gang med et mytteri, at han bevidst er ude på noget, vil det sætte min amygdala i et yderligere alarmberedskab og mobilisere yderligere modangreb inde i mig.

Modangrebet kan bestå i, at jeg bliver vred tilbage på det ydre plan, men det kan også bestå i, at jeg har spidse eller fordømmende tanker rettet mod Harald på det indre plan.

Hvad gør vi?

Derfor kan det betale sig at konfrontere glansbilledet ved at finde gode grunde til, at mit barn gør det, som irriterer mig. Begynder jeg at finde gode grunde til, at mit barn gør, det mit barn gør, vil det umiddelbart mindske uoverensstemmelsen mellem, hvordan mit barn burde være, og hvordan mit barn er, som gør mig utryg og siden vred. Det vil ikke stoppe vreden. Men det vil ofte tage det giftigste ud af den, idet barnet ikke længere vil mærke vreden som et personligt angreb mod det.

Hvis jeg laver den øvelse tilstrækkeligt mange gange, vil jeg opleve, at min vrede bliver mere klar, og jeg vil ikke miste fatningen på samme måde. I mit eksempel med Harald er hans gode grunde til ikke at ville med ud ad døren tydelige: Han er i gang med en sjov aktivitet, han er lige i flow med noget, han vil ikke ud ad døren, han synes trapperne virker uoverskuelige osv.

Udover at det hjælper vores egen vrede kan det også gøre vores børn mere samarbejdsvillige, hvis vi udtrykker de gode grunde: ”Ja, det er super træls, at du skal afsted, lige når du er så godt i gang med noget. (pause). Og det er altså nu, vi skal afsted. Jeg gider ikke, at vi skal stresse ud ad døren.”

Hvis barnet stadigvæk modsætter sig, må forældre ikke være bange for at blive mere bestemte og hæve stemmen. Så længe, man holder sig på egen banehalvdel og fortæller, hvad man selv vil have uden at vurdere barnet, tager barnet ikke skade!

Dette blogindlæg er skrevet af autoriseret psykolog og forfatter Frej Prahl. Han har for nyligt udgivet bogen “Aargh! Den sunde vrede i familielivet”.