Mød Luna AI – vores nye AI junior psykolog

Af Marianne Ingeborg -

Der findes efterhånden AI-assistenter til det meste.

Mange udviklere har en junior AI-assistent, som hjælper dem med at skrive og rette kode. AI bliver også i stigende grad brugt i marketingteams og selv bruger jeg AI til at rette taste- og stavefejl.

Men hvad er AI?
Hvis du spørger Google, svarer Googles egen AI, at:

“AI, eller kunstig intelligens, dækker over maskiners evne til at efterligne menneskelig intelligens. Det omfatter evner som at lære, ræsonnere, forstå sprog og træffe beslutninger. I bund og grund handler det om at automatisere opgaver, der normalt kræver menneskelig kognition.”

Det fik os til at stille spørgsmålet:
Hvorfor skulle vi ikke også have AI i MY INNER ME’s psykologteam?

Selvfølgelig skal vi det!

Derfor er det med stor glæde, at vi nu kan præsentere dig for Luna AI, vores nye digitale kollega, som vi længe har arbejdet på.

Luna AI bliver fremover en del af vores psykologteam, hvor hun skal hjælpe os med at udvikle indhold til MY INNER ME.

Men er der overhovedet et behov eller er det bare en ny trend?

Vi kan roligt konstatere, at behovet er der.
Vores indbakke er fyldt med spørgsmål, emner og idéer fra jer forældre, og hver dag dukker nye vinkler op, som vi gerne vil belyse.

Men vi er også et lille team og der er grænser for, hvor meget indhold vi kan producere, når kvaliteten skal være høj og det menneskelige nærvær bevares.

Hvem er Luna AI?
Luna AI er en AI junior psykolog. En digital assistent, vi selv har trænet til at hjælpe med at skrive alt fra blogindlæg til Instagram post, nyhedsbreve og andet indhold.

Hun bygger på avanceret sprogforståelse og har adgang til vores skrivestile, strukturer og faglige tilgang.

Men hun er stadig i oplæring og Luna arbejder aldrig alene.
Luna AI er ikke her for at tage over, hun er her for at hjælpe.

Alt, hvad Luna producerer, bliver gennemgået og tilpasset af vores founder, familie- og børnepsykolog Marie Ulstrup.
For som med enhver anden juniorpsykolog kræver det erfaring og supervision at levere trygt og brugbart indhold.

Vores mål er, at Luna skal blive en skarp, omsorgsfuld og “menneskelig” assistent, som gør os i stand til at skrive og producere mere uden at gå på kompromis med fagligheden.

Hvorfor overhovedet bruge AI?

Inklusion af AI i psykologisk arbejde er ikke en revolution mange gør det allerede, og flere gør det godt.
Et eksempel er den danske startup Aisel Health, som bruger AI til at frigøre ressourcer i psykiatrien.

For når vi bruger AI med omtanke og faglighed, kan det gøre viden mere tilgængelig og i sidste ende bringe os tættere på det, der virkelig betyder noget.

Med Luna AI kan vi hos MY INNER ME:

  • Skrive mere og hurtigere – uden at miste nærværet
  • Udforske flere emner og spørgsmål, vi ellers ikke ville nå
  • Eksperimentere med formidling, tone og form
  • Og vigtigst: bruge vores menneskelige kræfter der, hvor de gør mest gavn

Hvad betyder det for dig?

Du vil snart begynde at se indhold, hvor Luna AI har været med i maskinrummet.
Det kan være et Instagram post, et blogindlæg, en refleksion i nyhedsbrevet, men du kan være helt tryg.

Luna er et supplement. Et værktøj. En kollega, vi er ved at lære at kende, og som vi glæder os til at udvikle sammen med.

Vi håber, du vil tage godt imod hende.

Har du spørgsmål, nysgerrighed eller feedback, så skriv endelig.

Det her er starten på noget spændende.