Mindfulness for Børn

Af Louise Herping Ellegaard -

Det er med stor fornøjelse, at vi kan fortælle om vores nye samarbejde med Pia og Jannik Holgersen fra Mindfulness for Børn. Vi har fået lov til at bruge tre af deres meditationsøvelser og tre øvelser med naturlyde til MYiNNERME-appen. Hvis du synes om øvelserne, har de endnu flere ovre i deres eget univers.

AT FINDE RO

5:50 min

En beroligende meditation for børn fra fem år og opefter.

En kombineret åndedræt- og visualiseringsøvelse. Fokuseringen på åndedrættet har en beroligende effekt. Den beroligende vejrtrækning kan overføres til dagligdagssituationer, hvor der kan være brug for at finde lidt ekstra ro.

SAMMENHÆNG MELLEM ÅNDEDRÆT, KROP, TANKER OG FØLELSER

3:50 min

En meditation til at hjælpe børn og voksne til at blive mere fortrolig med egne tanker, følelser og kropslige fornemmelser. Fra fem år og opefter.

At blive fortrolig med egne tanker, følelser og kropsfornemmelser, kan virke dybt selvberoligende.

Evnen til empati udvikles også: når vi er fortrolige med – og trygge ved – egne følelser, bliver vi også trygge ved andre menneskers følelser. Vi udvider vores forståelse for andre mennesker, fordi vi genkender følelser i os selv.

Meditationen kan med fordel følges op med en snak om, hvilke tanker, følelser og kropsfornemmelser du og dit barn oplever under øvelsen.

Der er god træning i at beskrive egne oplevelser og mærke, at tanker, følelser og kropsfornemmelser ændrer sig Det lærer dit barn, at tanker, følelser og kropsfornemmelser er noget, man har, og ikke noget man er.

En anden måde at forklare dette på er, at hvis du fx bliver vred, så er det en følelse af vrede du har, eller oplever, men du er ikke følelsen vred, for så vil du jo forsvinde, når følelsen ikke er der mere. Alle mennesker indeholder evnen til at opleve alle følelser, og for det meste oplever vi alle følelser i løbet af en dag. Men som regel kun én ad gangen. Følelsen giver os en fornemmelse af, hvilken stemning eller hvilket humør vi er i. Prøv en dag at lægge mærke til hver gang du skifter stemning, altså hvilken følelse du mærker i kroppen, og hvilke tanker du oplever i forbindelse med følelsen.

Det er vigtigt i denne øvelse, ikke at lægge ord i munden på dit barn, den vigtigste instruktion er blot at lytte og ikke komme med forklaringer eller forslag. Respektér hvis dit barn ikke har noget at sige. Med tiden, og i takt med at dit barn bliver mere fortrolig med øvelsen, vil dette sandsynligvis ændre sig.

INDRE STED

12:00 min

En kropsscan der træner evnen til fokuseret opmærksomhed. For børn fra fem år og opefter.

Fokuseret opmærksomhed involverer evnen til at holde opmærksomheden fokuseret på én ting ad gangen og bevidst udelukke input, som er irrelevant for det valgte fokus.

Ved at flytte opmærksomheden til forskellige kropsdele, giver du din opmærksomhed et fokus. Det er naturligt, at tanker vil opstå undervejs, men disse registreres blot, og derefter ledes opmærksomheden tilbage til kroppen. Igen og igen.

Denne kropsscan indeholder desuden en øvelse til at mærke et indre sted med glæde og ro. Et indre sted, der kan være et pauserum til at ”lade batterierne op”, og som er fysisk forankret i kroppen.

Dette bidrager til at styrke følelsen af selvaccept.